Det evige og uforgængelige land *)

Af E. L. Gardner.

*) citat fra Den hemmelige Lære, III, 399, Adyar udg.

Mange af os har oplevet, at både nordpolen og sydpolen er blevet ”opdaget”. Den modige kaptajnløjtnant R. E. Peary var i 1908, efter adskillige forsøg, der gik helt tilbage til 1891, den første, der nåede ”verdens øverste etage”, nordpo- len. Tre år senere, i december 1911, blev sydpolen ”fundet” af den norske opda- gelsesrejsende, Roald Amundsen, og den blev også nået en måned senere af den af skæbnen ubegunstigede ekspedition, der førtes af kaptajn R. F. Scott.

Således blev de mål, ivrige opdagelsesrejsende satte sig, heldigt nået efter år– hundreders anstrengelser. Siden den tid har gentagne besøg været gjort med flyvemaskine til begge poler.

Det arktiske havs frosne vand dækker arealet over og rundt om nordpolen og havet er det sted dybt. I syd viste Antarktis sig at være et umådeligt fastland, et kontinent næsten lige stort som hele Sydamerika, idet det dækker omkring seks millioner (engelske) kvadratmil – og sydpolen ligger næsten i midten. Dette antarktiske kontinent er for største delen en højslette med en gennemsnits- højde på omkring 10.000 fod, og kan i virkeligheden sammenlignes med Tibets højslette. Der findes også talrige bjerge, hvoraf mange er blandt de højeste på jorden og når en højde fra 14.000 til over 20.000 fod over havfladen.

Skønt det meste af kontinentet er dækket af et tykt lag is og sne, er der mange

”oaser” med isfri grund og med åbne søer, hvilke endog vandflyvere kan lande. En af disse ”oaser” er over 300 (engelske) kvadratmil i udstrækning. År– sagen til at disse strækninger er isfri er endnu ukendt, eftersom der ikke synes at være varme kilder eller lignende i nærheden.

Admiral Byrds ekspedition i 1946-47 er beskrevet udførligt af ham selv i Natio- nal Geographic Magazine (U.S.A.), dateret oktober 1947. Rejsen foretoges med godt udrustede skibe tilhørende De forenede Staters flåde og var forsynet med en fortrinlig isbryder, samt 4000 udsøgte mænd.

Det er en i sandhed vidunderlig beretning, der vidner om hans interesse og be- undring for dette nyopdagede underfulde kontinent. Da de havde flyvemaskiner med, strakte undersøgelserne sig over store områder, og en umådelig mængde oplysninger blev indsamlet. Her er nogle korte uddrag:

”Den vej vi rejste hen over himlen viste sig af en sådan skønhed, at den næsten tog vejret fra os. Man kunne have kaldt den de frosne regnbuers gade. Dagen vedblev at være skyfri. vor rute mod syd var vi ved midnatstid fløjet ind i solen, men nu havde den drejet sig rundt om horisonten, den vendte mod os på vor vej mod nord. Mod øst og vest rejste sig tårnhøje bjerge. Nogle var isfri

andre var fuldstændig dækket med is og lignede kæmpemæssige vandfald. Der hvor solstrålerne faldt ind deres toppe og skråninger, blev lyset kastet tilbage i en ubeskrivelig farvesammensætning. Der var en blanding af blåt, purpur og grønt, så der sjældent har været set noget lignende r.

Den mærkeligste opdagelse en anden flyvetur var en isbræ, der kan betegnes som en af de mest dekorative jorden. Det var en uhyre isflod, der flød mindst

80 (engelske) mil fra et 9000 fod højt plateau gennem åbninger i bjergkæderne. Man kan næppe forestille sig det sceneri, der vil fremkomme utallige år ud i fremtiden, når isdækket smelter, og denne isbræ bliver en vandflod mil efter mil af uophørligt tordnende vandfald. Det vil blive et af naturens mesterværker med hensyn til betagende vildsom ophøjethed.

Dette kontinent og disse have kan betragtes som naturens mest ophøjede kunst- værk. De er poesi, musik, malerkunst, arkitektur og filosofi, alt i forening. Her har naturen henlagt et område til mennesket, der i skønhed og inspiration over– går alt, hvad han kender andre steder denne planet Den uhyre udstrækning, klarhed, hvidhed, stilhed, renhed, det ophøjede over menneskers og nationers smålige kævl og ærgerrighed, forener sig om at danne et majestætisk symbol på det, mennesket burde ønske mest, nemlig fred jorden. Antarktis er en lovprisning i is”.

Dette kontinent omkring sydpolen, Antarktis, vil sandsynligvis vække megen opmærksomhed de nærmest følgende måneder og år, for ekspeditioner fra ad- skillige lande fortsætter nu udforskningen.

Et ældgammelt sagn fortalte, at et bjerg kronede jorden ved nordpolen, og at der fandtes en fordybning ved sydpolen. Omtalen af dette i Den hemmelige Lære er interessant:

”Den store hulhed, der for bestandig er skjult for vort blik, og som omgav sydpolen, kaldte de ældste astronomer hullet, medens de lagde mærke til, at en vis kurve altid viste sig himlen over horisonten hen imod nordpolen – og den  kaldte de bjerget. 

H. P. B. forklarer i en anmærkning:

”Mern, Gudernes bolig, fandtes i nordpolen, medens Pâtâla, den nedre region, antoges at ligge mod syd”. 

(Den hemmelige Lære, III, 356, Adyar udg.).

”En kurve himlen, altid over horisonten”, er beskrivelsen af landet i norden. Og admiral Byrd’s sammendrag af beskrivelsen af Antarktis lyder: ”Ud af det hele fremstår et nyt og mere nøjagtigt billede af landet, der ligner en titanisk opadvendt kumme.” Og „hullet” er visselig en passende betegnelses for regio- nen omkring nordpolen „for altid skjult for vort syn”. En 2 mile (engelske) lang lodline nedsænket gennem isen nåede ikke bunden!

Den ældgamle og nyere beskrivelse ligner hinanden nøje men med omvendte poler.

H. P. B. sluttede sin omtale af bjerget og hullet med følgende:

”Da Mern er Gudernes høje bolig, sagde man, at disse periodevis steg op og steg ned, og derved mentes (astronomisk) de zodiakale guder, for- bipassagen af jordens oprindelige nordpol til himlens sydpol”. 

Skønt dette sidste uddrag er noget gådefuldt og ikke udtrykkelig anfører, at po- lerne nu er omvendte, kan vi antage, at det være sandheden r, idet denne skjuler sig under et velkendt ”dække”. Heldigvis står stedet ikke alene, og yder– ligere bevis følger, der støtter den anskuelse, at en omskiftning af polernes stil- ling i virkeligheden har fundet sted.

I betragtning af de meget bestemte og afgørende opdagelser af forskningsrej- sende, angående de virkelige naturforhold ved nord- og sydpolen, har mange studerende spurgt om, hvad der er blevet af nordpolens stedsevarende og ufor– gængelige land, som ”i okkultismen er forsikret aldrig at skulle forandre sig”. Et uddrag fra den ”Okkulte kommentar” siger:

Ved livets første begyndelse fandtes det eneste tørre land den højre ende af kloden, hvor der ingen bevægelse er Der blev mennesket født på de syv zoner af Manvantaraens evige uforgængelige (land)”. 

H. P. B, tilføjer en anmærkning:

”De to poler kaldtes vor klodes ”højre” og ”venstre ender”, idet højre betegner norden …. Okkultismen hævder, at det land eller den ø, der kroner nordpolen som en kalot, er det eneste, der bevares under hele vor rundes Manvantara. Alle de midterste kontinenter og lande vil duk- ke op fra havbunden mange gange efter tur, men dette land vil aldrig forandre sig”. 

(D. h. L., III, 399.

Vi først bringe klarhed over den gådefulde udtalelse, vi har henvist til, i lys af henvisningerne til polerne, og vi vil se, at der er overvældende okkult vid- nesbyrd for den anskuelse, at nord- og sydpolen nu ligger omvendt i forhold til deres oprindelige stilling. Først uddrag fra bind IV, side 104, der begynder med et citat fra et videnskabeligt værk (Syndfloden, af F, Klee).

”Jordklodens stilling til solen var øjensynlig i urtiden forskellig fra, hvad den er nu, og denne forskel være blevet forårsaget af en for- skydning af jordens omdrejningsakse”. 

H, P. B, kommenterer:

”Dette minder om at de ægyptiske præster berettede til Herodot, at solen ikke altid er stået op, hvor den gør nu, og at ekliptika skar Ækva- tor under rette vinkler. 

Der er megen sådan ”mørk tale” spredt i Puranaerne og for ok- kultisten åbenbarer de to kendsgerninger: a) at de gamle kendte ligeså godt som nutidsmenneskene, og måske bedre, astronomi, geognosi og kosmografi i almindelighed, og b) at vor klodes opførsel har forandret sig mere end een gang siden den oprindelige tingenes tilstand”. 

Da ”ekliptika skar Ækvator under rette vinkler”, var jordkloden øjensynlig vip- pet halvt over!

I 3. bind, side 359, findes en henvisning til en symbolsk figur fra Ægypten, og

H. P. B. tilføjer:

”Dette var polerne og de repræsenterer også de omvendte poler som følge af aksens store hældning …” 

Og i 3. bind, side 319:

”Jorden havde forandret sit ansigt for tredje gang fra pol til pol”.

Og på side 352:

„Okkulte opgivelser viser, at polerne har været vendt om tre gange”.

Og på side 433:

”Da de tre omvendinger af polerne naturligvis forandrede Zodiakens udseende, måtte en ny opbygges hver gang”. 

Og endelig tilføjer H. P. B. angående sådanne bevægelser af planeten:

”Hele kloden bliver rystet periodevis”. (IV, 345.)

Idet vi vender os til strengt videnskabelige undersøgelser, har vi sidste år i en offentliggørelse en beretning om nylige undersøgelser af jordens magnetisme. (Science News, nr. 12, Penguinbøgerne, juli 1949). Her er to korte uddrag:

”I løbet af de sidste tiår har geologer og fysikere spekuleret over, om jordens magnetiske felt nogensinde er blevet vendt om i den retning, det havde i fortiden, d.v.s. en sydpol, hvor den nuværende nordpol er, og omvendt. Oprindelsen til disse spekulationer var studiet af den tilba- geblevne rest af magnetismen i de ældgamle klipper. I mange tilfælde er denne ”fossile” magnetisme, der skriver sig fra den tid, da klipperne blev dannede, i direkte modsætning til den magnetisme, som er frem- kaldt af jordens nuværende felt”. 

Efter en indgående analyse af de erholdte kendsgerninger resumerer for– fatteren, hr. H. Manley fra The Imperial College, London, derefter:

”Det kunne derfor synes, at jordens magnetiske felt blev vendt om for omkring 350-500 millioner år siden, påny for omkring 200 millioner år og igen for omkring 10 til 30 millioner år siden”. 

Der er imidlertid ikke fremsat nogen teori i artiklen i Science News til at forkla- re, hvorledes det magnetiske felt kunne forandre sig af sig selv. Men hvis jord- magnetismen er frembragt af kræfter udenfor planeten, i solen eller stjernerne, så ville retningen af det magnetiske felt forblive langs den samme akse i forhold til solen, selv om jordens poler blev vendt om. I alt fald er det videnskabelige bevis for forandringen af det magnetiske felt tre gange påfaldende, om end tids- angivelsen for disse omvendinger kan være urigtige.

Vender vi tilbage til okkultisternes forskningsarbejde, er det ganske klart, at forfatterne af Den hemmelige Lære havde den opfattelse, at en periodisk om- vending af polerne er en kendsgerning. og de ”tre gange” fører fornuftigvis til den slutning, at omskiftningen skete mellem runderne, d.v.s. første gang mellem første og anden runde, mellem anden og tredje, og tredje gang mellem tredje og fjerde runde.

Nord- og sydpolens forholdsmæssige stilling er altså under denne fjerde ver– densokkupation den modsatte af deres stilling, da ”livets første begyndelse” tog ”det tørre land klodens højre ende” i besiddelse, som den Okkulte kommen- tar udtrykker det. Med andre ord, vor planets uforanderlige, uforgængelige land er Antarktis’ store kontinent, rundt om den pol, der for tiden befinder sig i syd. Der er opstået mange spekulationer om dette sydlige kontinents fremtid. Hvad vil der ske, når luftens kræfter bliver yderligere udnyttet, og vi får flyvemaski- ner, drevet af atomenergi? Rygtet taler om en uhyre rigdom af kul, om umådelig rige mineralforekomster, om en naturpragt, om hvilken de betagende fotogra- fier, man har taget, kun giver et svagt begreb og om en ubeskrivelig fred midt i stormende oprør.

Dog kan vi sikkert håbe, at kontinentet vil bevare sine hemmeligheder ukræn- ket, indtil menneskeheden er skikket til at nyde dem. Det kan faktisk tænkes, at Antarktis, hovedet, ligesom Shamballah, hjertet, er et reserveret land for den femte rundes besiddelse af denne planet når dens evige og uforgængelige land engang igen vil være i norden.

 

Bragt i Teosophia sep-okt. 1950