Broderskabet: Det bugnende Bord

Fra Thit Jensens roman „Stygge Krumpen“.

Klokken ringer for Terzen. Munkebrødrene går ind til en kort gudstjeneste, højmesse og straks derpå middagen.

Det er fastedag, dog uden at være unødvendig fastende. Sneglesuppe må regnes til fisk, lind stuvet med smør og fyldt med tykke asparges. Derefter en mundsmag hummer med lækker mayonnaise og hvedeknopper, let ristede. Indbagte muslinger med kryddernelliker og smeltet smør er kun forretter, som ikke mætter, men kun vækker lysten til megen læskende vin. En fiskemørbrad i kryddersildsovs er ventekost, til den store ret kommer af kogt laks med tyk flødesovs og risengrynskager fyldte med friske kogte figen. En ret stegt ål er ganske delikat, stegt med skindet så sprødt som bagværk, at spise med stuvede kastanjer, ærtebudding og pæresyltetøj.

Det er første dækning.

Anden dækning begynder med saltede niøjn, kogt i fløde, det både giver appetit og linder samtidig. Østers indbagte i marcipandej af rå mosede ægte kastanjer, garnerede med brunede champignon er en yndet ret, munkebrødrene ved, at svampe af alle arter er fulde af jordens livskraft. Tredje ret er skagensrokker kogt i koralrød mumme, den drikkes med brændevin; for det er en stærk ret, der varmer. Hovedretten kommer nu, det er helleflynder i flødegrød med rosenkålstuvning, hertil drikkes enhjørningsdrikken, men med måde, for den slår sin mand i gulvet på stedet, om En ikke er opøvet til den. Brygningen af enhjørningsdrikken er en klosterhemmelighed. Efter den tunge midterstok kommer en let anretning af nyglimede limfjordsrejer, der tørtristede fortæres med skal og ben og smager som konfekt i kanel og ingefær. Den megen gumlen af disse ristede skaller støjer som en sagte sandflugt. Til denne ret drikkes tungt godt øl, Per Kældersvend brygger daglig 10 tønder, samt 9 tønder mjød.

Efter en sidste ret af safrangule blommer i fin dyr malmersi begynder tredje anretning. Der er altid 6 retter i hver. Første ret karper i ren olie, anden ret er rækling indbagt i flødevafler, en mellemret er svesketærte, hvorefter kommer saltede sildemørbrad i flødebakkelse, som kræver mange krus øl, silden er saltet hårdt for det samme. Hovedretten er stenforeller fra Herrevadskloster i Skåne. En let ret er ludfisk fra Norge, den har ligget et par måneder i jorden og flyder i skålene som snotklare vandmænd. Den indtages med træskeer og synkes med rhinskvin. Kun klosterkokke forstår at koge den med den rette andagt, den skal koge så langsomt, som fruer går til kirke.

Brødrene spiser i stilhed, for klosterreglementet har ikke i sin vorden afsat tid nok til en så sindrig faste. Og skal der drikkes flittigt til, tager dette jo også sin Tid. Optaget af at løfte sig i skuldrene og med flade hænder skubbe vommene nedefter, hvilket giver plads til nye spiser, gør ingen af Brødrene endnu den opdagelse, at Broder Michil, den risede broder, ikke er kommet til middagen. Hans plads i de svulmende brødres række er hastigt fyldt ud, ligesom når en tand er faldet ud af en kæbe, og nabotænderne haster med at erhverve sig det ledigblevne rum.

Brødrene vralter mætte bort i klynger småsnakkende, det evige emne er krigen mellem sortebrødre og gråbrødre og om Jomfru Marias ubesmittethed. Dominikanerne, de skalke, benægter ubesmittetheden.