Logo

Den Christelige Mystik

Carl Mikkelsen: ”Den Christelige Mystik”, 1894

Måske er det Gregor den Store, som har fastlagt tiderne for de kristelige fester. Det kan godt være, at det er ham; thi i "Moralium" (en overordentlig stor fortolkning af Jobs Bog) – i hvilken fortolkning næsten hele skriften er taget under behandling, viser han sig som en mester i den allegoriske fortolkning – og halvåret fra 24. december til 24. juni, mellem hvilke dage alle kristelige fester er henlagt, er en allegori af menneskets vej fra mørket til lyset. Festernes allegoriske betydning falder sammen med årstidernes; religionsskik og natur vise sig i fuld harmoni, en harmoni, til hvis forståelse vejen kun går gennem begges allegoriske opfattelse. Ære være dem, der gik denne vej, skuede harmonien og gjorde efterfølgerne delagtige i visdommen!

Vil I, mine kære læsere, følge mig fra jul til Skt. Johannes dag – d. e. ”Guds hellige nådes dag” – da vil jeg forsøge at vise jer den retning, i hvilken I selv må gå.

Før jul bliver dagene bestandig kortere; mørke og kulde hersker; den hele natur er bundet af kulden – alt fordi solens himmelbane bestandig bliver kortere, eller rettere: fordi vort sted på jorden stadig mere vender sig bort fra solen. – Se her er et billede af menneskets indre, når hans guddommelige del ligger i dvale, medens den lavere og dyriske del mere og mere vinder overhånd: mennesket vender sig mere og mere bort fra Gud, og derfor forsvinder livskraften, kærlighedens varme og sandhedens lys stadig mere fra den indre verden.

Men da sker der en vending. Ved juletid ”vender solen sig”, eller rettere: jorden indtager en sådan stilling, at den halvkugle, som vi bor på, længere og stærkere træffes af solstrålerne. Efterhånden kommer solen højere op paa himlen; dagene bliver længere og lysere… Og går det end således, at vinteren bliver strengere, medens dagene bliver længere – den nye tid er dog født! – Ganske således går det i mennesket, hvis han ”vender sig”: bliver sig bevidst, at hans livsmål består deri, at den guddommelige natur i ham skal bringes til herredømmet, og begynder for alvor, bistået af Guds nåde, at befri sig for dyrets herredømme, Da kommer efterhånden den åndelige Sol, hvis stråler er himmelsk styrke, visdom og godhed, stadig højere op over den indre verden; og er end denne tid hård og streng: Sjælen, Jomfru Mara (sorg) har dog født gudmennesket i det indre rige, Derfor begynder det nye års første dag også med Evangeliet: ”Jeg har fundet Frelse fra Herren (Jesus)”.

Tænker du ikke, kære læser, at det var viselig gjort, da, Gregor, eller måske en anden af vore fædre, satte julen just på den tid, på hvilken vi fejrer den? –

Selvfølgelig; havde kristendommen haft sit udspring på den sydlige halvkugle, da var tiderne for festerne blevet anderledes.

Nu kommer i naturen en lang kampens og trængselens tid. Det er det gamle og det nye, der kriges. Vel kommer solen stadig højere op, vel får den mere og mere magt – vinterens virkninger lader sig kun vanskeligt fjerne. Det er en hård strid, sommer og vinter fører mod hinanden fra jul til påske, Ofte tager vinteren fat på ny, og det ser ud, som skulle den beholde magten; solen bærer dog sejren hjem, d. e. jorden modtager bestandig flere lodrette stråler, og det bliver forår. – Ak, hvor fuld af længsel er dog den tid, i hvilken gudmennesket kæmper mod dyremennesket! Det er jo ikke blot selve den lavere natur, men også dens resultater, frugterne af dens herredømme, som skal overvindes. Dog, vedbliver mennesket at vende sig imod solen, at bøje sin vilje under nådens gode virkning, da må det øjeblik komme, da menneskets fysiske natur går under. Da lyder det i det indre: ”Det er fuldbragt!” Og derpå ”opfarer gudmennesket til himlen”, det vil sige: mennesket erkender sin forening med Gud.

Formåede fædrene vel at sætte fastens og lidelsens, opstandelsens og himmelfartens tider på årstider, der bedre allegoriserer med det indre riges forårstid?

Når naturen er vågnet af vintersøvnen, og når – vel at mærke! – jorden vedbliver at vende sig mere imod solen, da kommer fuldendelsens tid: dagene vedbliver at vokse, lyset og varmen ligeledes… men det turde være overflødigt nærmere at beskrive sommerens herlige tid, da naturen fejrer sin pinsefest. Nu har livets ånd udgydt sig over den hele natur. – Skulle det ikke svare til den indre verdens sommer? Har mennesket erkendt sin forening med Faderen, da er fuldendelsens tid meget nær: Faderens Ånd, der er Liv og Sandhed og Kærlighed, vil helt udgyde sig over den indre verden. Da står denne verden der med grønne blade, med blomster og modnende frugter, Det er fuldendelsens sommertid i det indre: thi solen stiger til det højeste punkt, mennesket bøjer sin vilje ganske ind under nåden.

Men når solen har nået sit højeste punkt, nemlig på Skt. Johannes Dag – da er arbejdet forbi.

Hvorfor har man kaldt lysets kulminationstid for Skt. Johannes dag? Ganske ligefrem: fordi Johannes, som I ved, betyder ”Gud er nådig”, thi hele udviklingen er jo betinget af ”Nådens” Kraft – og så af ”vendingen”.

”Guds Nåde, Skt. Johannes” er strålerne af den indre verdens sol, hvilke bevirker, at gudmennesket fødes der, vokser gennem lidelser, fuldendes i herlighed.

At forår bli’r til efterår,

det kommer af, at tiden går.

At også vinter bli’r til sommer,

det kommer af, at tiden kommer.

Gruk af Piet Hein