Logo

Å R E T

Artikel fra Theosophia januar 1952

Klare stjerne, du som stråler

tindrende på azur himmel ...

Atter er et kalenderår udløbet, og vi står på tærskelen til et nyt, hvis rytme vi kender forud som forår, sommer, efterår og vinter, men hvis indho1d vi dog selv skal skabe. Denne ”årets rytme” er et fænomen, som gentager sig regelmæssigt og uforanderligt, fordi den styres af love, der er større end dem, menneskene har indflydelse på. Måske er det netop derfor, at vi hvert nytår manes til eftertanke og søger at udlede en større forståelse af årsrytmens mening end blot den velkendte vekslen af sæsoner og skift mellem lys og mørke.

Ved vintersolhvervstide, når solen står i Stenbukkens vendekreds, er vi kommet til bunden af årets mørketid; thi efter dette punkt begynder lyset atter at tiltage såvel i styrke som i varighed. Derfor fejrede vore forfædre ved vintersolhvervstide en lysfest, hvor de priste ”1ysets sejr over mørket” - en såkaldt ”hedensk fest”, som lå på linje med fortidens ægyptiske soltilbedelseskultus, omend i nordisk tilsnit.

For at udrydde denne ”hedenske skik” lagde den katolske kirke Kristi fødselsdag hen på nøjagtigt dette tidspunkt på året, og resultatet deraf blev, at en endnu skønnere og rigere forestilling om ”1ysets sejr over mørket” kom frem, idet Kristusbevidsthedens lysende kærligheds-ide derved blev understreget som en åndelig version af samme guddommelige tema som det, der udspilles for vore øjne af selve naturen.

Det år, som nu lægges til de øvrige af vort livs år, udgør dog kun et enkelt af vor jordklodes kredsløb omkring solen, og det er i realiteten ikke nogen lang tid. Men der er andre slags år til, som er af større varighedsorden / længere varighed end dem, vi til daglig regner med.

Tænk blot på det store sideriske år - verdensåret, som astronomien kalder det - hvis længde er på 25.868 af vore jordår. Dette ”år” fremkommer ved, at jordaksen hele tiden flytter sig og derved tegner en cirkel på himlen mellem de forskellige nordstjerner, som er placeret i stjernebilleder, der ligger ordnet omkring denne himmelcirkel.

I mysterieskrifterne angives det, at et sådant ”siderisk år” har syv udviklingsepoker, hver henhørende under sin nordstjerne; og derfor forstår vi, at disse syv nordstjerner virker som kosmiske kontakter, der ved jordaksens rækkevise indstilling på dem forbinder livet hernede med hver nordstjernes særlige udviklingsvibration eller bølgefrekvens, som tvinger alt levende på jorden til at indordne sig under den pågældende nordstjernes vibration; dog således at hvert enkelt jordvæsens egen

”tone” eller bølgelængde kan give sig sit særlige udslag, blot indordnet under overherredomme af den herskende nordstjernes tidsånds-epoke. Dette er atter et bevis på ”oktavloven” (som indgående blev omtalt i THEOSOPHIA’s redaktionsartikel i november 1952 nummeret), idet vi her ser ”det sideriske år” som en højt anlagt ”oktav” på den guddommelige udviklings uudgrundelige skala.

Videre hævdes det i de gamle mysteriers overleveringer, at hver enkelt nordstjerne-epoke altid afsluttes med store oversvømmelser eller syndflodskatastrofer, og at afslutningen af et helt siderisk års ring trækker uhyre jordomvæltninger efter sig. Således skulle kontinentet Lemurien, som 1å i Stillehavet, være sunket ved et siderisk års afslutning; og ligeledes skulle At1antis’ undergang være indtruffet ved et siderisk ars udløb, idet dog de to første dele af Atlantis sank ved to på hinanden følgende nordstjerne-epokers afslutning, medens den sidste del af dette kontinent gik under ved den påfølgende tredje nordstjerne-epokes afslutning, som faldt sammen med et siderisk års udløb og derfor i disse gamle overleveringer altid kaldes ”den største katastrofe”. Fra Den hemmelige Lære ved vi, at dette stemmer udmærket, idet Atlantis deri hævdes at være sunket i tre etaper, som strakte sig over et tidsrum af 10.000 ar.*)

*) En endnu større version af Atlantis’ undergang findes i ægyptologien, hvor der tales om Atlantis’ syv sunkne øer, som naturligvis er de syv nordstjerne-epokers successive ”undergange” eller deklinationer i et helt siderisk års forløb.

I myter og legender finder vi spredte beretninger gemt om de syv forskellige nordstjerne-epoker. Således hævdes det blandt andet, at Noahs Ark, set fra en højere synsvinkel, står som symbolet på det himmelske skib, der sejler over afgrundens bundløse vande og landet på de ”de syv bjerge”, som altså er de syv nordstjerner; og i Enochs bog betragtes den store pyramide ved Giza som det manifesterede symbol på Noahs Ark, der skulle føre forhistoriske tiders visdom frelst gennem ”selv de største syndflodskatastrofer” og over ”uvidenhedsperioders mørke afgrunde” og det fortælles, at denne pyramide gået ned tre gange, altså ved tre sideriske års udløb. Dette var forudset, og for at kunne tage disse ”undergange” blev den bygget med så arkitektonisk en fuldkommenhed, som søger sin lige.

Også i de gamle kinesiske tekster finder vi ”det sideriske år” omtalt på en billedlig og forklarende måde, idet man blandt andre udlægninger deraf også finder i legenden om ”Gudernes ferskentræ med de syv grene, som bærer udødelighedens frugter”. Disse frugter modnes gren for gren med et interval på godt og vel 3000 år; og det fortælles i denne myte, at kvinden Wang-Mu, da hun besøgte den mytiske kejser Wa-Ti, overbragte ham syv frugter fra dette ”Tidens Træ” - eller ”Kundskabens Træ”, som myten også kalder det og disse syv kostelige ferskener var altså frugterne af de syv nordstjerne-epokers kulturer, modnet i et enkelt siderisk års kredsløb.

Der findes utallige variationer af denne legende, både kinesiske og japanske, græske og babyloniske, ægyptiske og hinduistiske, der alle fortolker nordstjerne-epokerne og deres deklinationer eller fald, og interessante er de ting, der berettes. Således fortælles det, at engang, da jordimpulsen forlod nordstjernen i stjernebilledet SVANEN, som den jo i sin cirkelgang har gjort mange gange, trådte begrebet DEN FALDNE ØRN frem, ligesom også begrebet SVANEN, DER LAGDE ET ÆG, fremstod; og vi genkender i dette det arabiske eventyr om fuglen Roks æg; dette æg var naturligvis den næste nordstjerne, som jorden derefter rettede sin akse imod, og denne nordstjerne kaldtes SKILDPADDEN. Derfra stammer det indiske sindbillede på SKILDPADDEN, DER BÆRER JORDKLODEN. Men efter denne nordstjernes deklination, betegnes stjernebilledet ikke længere som SKILDPADDEN, men derimod LYREN; og den dag i dag kalder vi derfor denne nordstjerne for ”Vega i Ly- ren”. Er man fortrolig med den antikke, græske filosofi, ved man, at de første lyrer blev bygget over skildpaddeskjold, så de to ting - Skildpadden og Lyren - har nær tilknytning til hinanden. Pythagoras lyre var jo også et skildpaddeskjold med syv strenge - menneskets syv udviklingslinjer - og han var den første, som satte ”den ottende streng på lyren” og derved viste menneskeheden, at vejen stadig går videre til højere oktaver på udviklingsskalaen.

Mange er de sagn og myter, der går om disse syv nordstjerner, som aldrig går ned, men altid kan ses på himmelhvælvingen - de syv øjne, der aldrig lukkes - men i dem alle er på en eller anden måde billedliggjort det store himmelske hav, i hvis midte der koagulerer eller skyder sig en ø op / en ø skyder sig op af havet. På denne vokser der et træ, under hvilket en mand og en kvinde - enten skildret som søster og broder eller som moder og søn - står. Dette træ har syv grene, og mellem dem snor sig en slange, (visdommens symbol og tillige fristerens symbol; den store eksaminator i kosmos, der prøver menneskesjælens evolution). Slangen, som snor sig mellem grenene, er cirklen, der tegnes ved vor jordakses evige vandring fra nordstjerne til nordstjerne, hvor kulturers stigen og fald under disse nordstjerne-epokers forløb skænker menneskeheden - symboliseret ved mand og kvinde - kundskaben og den guddommelige visdom. Derfor kaldes træet på een gang ”Tidens Træ”, fordi det er tidsepoke efter tidsepoke, som farer hen, og ”Kundskabens Træ”, fordi kundskaben vindes gennem godt og ondt, som forekommer under tidens evige fremadskriden; og når kvinden Wang-Mu i den kinesiske legende bragte kejser Wa-Ti syv ferskener fra det guddommelige træ, svarer dette til, hvad vor religion fortæller os, nemlig, at EVA rakte ADAM æblet i Edens Have, hvor slangen - symbolet på kundskaben, der udvikles i TID - fortæller dem, at hvis de nyder frugterne fra dette træ, da skal de blive lige så kloge som GUD; og dette vil naturligvis sige, at de gennem de uophørlige nordstjerne-epokers kulturudviklingers stigen og fald skal tilegne sig guddommelig kundskab gennem godt og ondt. Og sluttelig, berettes det, skal disse syv nordstjerner gradvis nærme sig øen i midten og dermed også hverandre og som syv gyldne øer opgå i denne; og da afsluttes, hvad der betegnes ”Det hemmelige År” - Evolutionsåret - med den højeste form for syndflodskatastrofe, den menneskeIige tanke nogensinde har kunnet fostre, nemlig DOMMEDAGEN.

At det er et uhyre kompliceret evolutionsdrama, vi er medspillere i, kan man dunkelt forestille sig, når man dertil erindrer, at foruden disse syv nordstjerne-epokers kredsløb - der gentager sig uophørligt til dommedagen - kaster også de tolv zodiakale tegn, dyrekredstegnene, deres indslag af kræfter gennem 2000-årige (2I55-årige) tidsperioder ind over vor verden og blander disse kræfter som harmonier og disharmonier ind i den store skabelsessymfoni.

Og videre: Som vort kalenderår kun er en lille del af ”det sideriske år”, således er det sideriske år igen kun en lille del af et endnu større ”år”, som kaldes ”mælkevejsåret” eller ”det kosmiske år”. Dette kosmiske år fremkommer ved, at vort mælkevejssystem drejer sin lysende ring af sole een enkelt gang omkring sig selv. Et sådant ”år” - en sådan omdrejning af mælkevejen - tager 225.000.000 (225 millioner) af vore jordår, og ifølge de nyeste astronomiske angivelser *) skulle vor sol med sine kloder - dog kun under forudsætning af, at den hører til de allerældste stjerner i vor mælkevej – ”højst kunne have taget turen 20 gange rundt med mælkevejshjulet”, som astrofysikeren Fred. Hoyle udtrykker sig; men der er grund til at formode - hvad astronomien heller ikke lægger skjul på, - at solen ikke er blandt de ældste stjerner i mælkevejen, og derfor slet ikke er så gammel.

Måske slutter et mælkevejsår også med gigantiske kataklysmer på samme måde, som vi har set det sideriske år gøre. Eet er i alt fald givet, at når mælkevejshjulet på sin omdrejning kommer til et bestemt sted i himmelrummet, da opstår der istider på jorden; dette har såvel astronomien som geologien konstateret; og man kan i denne forbindelse ikke undgå at erindre sig, at Madame Blavatsky i ”Den hemmelige Lære”, såvel som videnskabsmanden Immanuel Velikovsky, hvis bog ”Worlds in Collision” * *) fornylig vakte verdensomspændende opsigt, begge beretter, at jorden tre gange har 'tippet over', så solen er stået op, hvor den før gik ned; og de gamle ægyptiske overleveringer taler om ”fire forskellige solopgange” - eller ”de fire sole” - og dette stemmer udmærket overens, idet tre 'overtipninger' jo giver fire forskellige solopgange, idet nordpolen indtager sydpolens plads. En sådan 'tippen over' er sikkert den ”verdens undergang”, der ligger så dybt forankret i menneskehedens bevidsthed; og udelukket er det ikke, at den finder sted som afslutning på hvert fuldendt mælkevejsårs kredsløb. Vore jordperioder den primære, sekundære, tertiære og kvartære (som vor tid er ”den yngre del” af), hvor hver jordperiode frembyder former for plante- og dyreliv helt forskellige fra de andre, kan sættes i forbindelse med sådanne mælkevejsår og disses udløb.

Mælkevejshjulet selv er naturligvis meget ældre end vor jord med dets solsystem, ja, meget ældre end selv de ældste nuværende sole i det; for sole fødes og forgår periodisk i mælkevejen, som cellerne i vort legeme opstår og forgår periodisk; thi vi ved jo, at med undtagelse af vore hjerneceller, som er hengemningsstedet, hvor livets oplevelser er indspillet som på en grammofonplade - og som psykoanalytikerne derfor kan fravriste tilsyneladende forglemte ”erindringer” gennem narko-analyse - fornyes hele vort legemes celleopbygning i løbet af syv år (atter syvtallets rytme), og i denne cellernes verden omløbes atomkærnesolene af elektronkloder, således at der også her er tale om ”år”, men ”år” af ufattelig miniature-orden; thi elektronerne hvirvler omkring atomkærnesolene med hastigheder, der ligger inde på de astronomiske talstørrelsers område, og hvert af disse om1øb er også ”et år”, - et elektronår.

*) Se Fred. Hoyles bog ”Universet”.

**) Som nu findes oversat til dansk under titlen ”Klodernes Kollision”.

Det vil føre for vidt her at kaste sig ud i videre uddybninger af tidsbegrebet, som vi kalder ”år”, men lad os dog gøre os klart, at alle ”år” er en kredsgang, det være sig et solår på 365 dage, et siderisk år på 25.868 jordår eller et kosmisk mælkevejsår på 225 millioner jordår; og lad os også gøre os klart, at endnu større ”år” igen indeholder disse, men at de alle kan symboliseres ved vort smukke teosofiske segl: SLANGEN, DER BIDER SIG SELV I HALEN, som er endnu en version af det evige tema, der går igen i ’Slangen, der indcirkler de syv grene på livets eller kundskabens træ’, ’Kundalini-slangen, som snor sig fra lotusblomst til lotusblomst på Sushumna-træet' - rygsøjlen, der på sine nervegrene bærer de syv chakraer, hvis ”frugter” i fysisk udformning er de syv endokrine (hormonproducerende) kirtelcentre, som ”modnes gren for gren” til livets virksomhed gennem syvårige perioder - fuldstændig som frugterne på gudernes ferskentræ - idet vi kan spore disse kirtelcentres ikrafttræden og sammenkædning med hverandre under livets fremadskriden, for eksempel stemmens leje i puberteten omkring 14-årsalderen, kønskirtlernes modenhed i myndighedsalderen omkring 21 år og videre over livets forskellige faser, således at vi i syvårige bølger udøver vort livsværk og liv efter liv vinder større kundskab - på samme måde, som jordaksen epoke efter epoke indcirkler nordstjerne-impulserne og således på en højere skala samarbejder med det lavere.

Men lad os efter alle disse ubegribelige og stadig større og mere ejendommelige slags ”år” eller kredsløb sænke vor bevidsthed ned til vor lille hjemlige verden, hvor guldstjernerne endnu sidder i juletræets stedsegrønne grene og som et blegt symbol vidner om livets træ og om stjernernes evige funklen; og lad os ønske hverandre et ”glædeligt nytår” - af hvilken størrelsesorden det end skal være - eller måske hellere sige:

Lykke og held på rejsen over

”de syv gigantiske bjerge” - - til udødelighedens paradis.

Amalie Engelstoft-Schmidt.

Daværende Redaktør på Theosophia