Logo

TEOSOFIENS GRUNDPRINCIPPER

Af Kai Normann. Fra Theosophia nov.- dec.1958

Da Teosofisk Samfund i 1875 stiftedes som en organisation i den ydre verden, betød det et brud med den - indtil dette tidspunkt - gældende praksis, at den hemmelige visdom skulle bevares inden for en kreds af indviede, der gennem de forud for indvielsen gående prøver, havde bevist, at de havde nået den nødvendige modenhed. Vi ved, at Mestrene betragtede grundlæggelsen af Det teosofiske Samfund som et eksperiment.

Men tiden var kostbar og arbejderne få. I året 1875 kunne konturerne af den kommende materialismens tidsalder skimtes som en ”morgenrøde” i uhyggelige farver - atomalderens for menneskeheden forfærdende perspektiv var ved at tage form. Denne udvikling lå latent i tidens materialisme i forbindelse med videnskabens sejrstog. Vesten var i færd med at skænke videnskabelig materialisme den tilbedende hyldest, som alene tilkommer Gud. Fremtiden bar i sit skød - gennem de store opfindelser, som skulle gøres - at også østens religiøse tro kunne undermineres ved påvirkning fra vest. I året 1875 var alle de store verdensreligioner stagneret i stivbenet ortodoksi, det var at forudse, at religionerne ikke ville evne at standse den bølge af materialisme, der snart skulle skylle over jorden.

Her ligger den vigtigste årsag til Teosofisk Samfunds grundlæggelse ved indgangen til den tidsalder, som vi endnu i dag kun lige er trådt over tærskelen til. Det er et arbejde på langt sigt som forestår os, og vi er kun så småt begyndt. Derfor er det af største vigtighed og betydning, at vi gør os klart, hvad det egentlig er, som forlanges af os.

Mestrene var ikke interesseret i at stifte en ny religiøs sekt. Heller ikke i første række i at samle en kreds af interesserede omkring studiet af den hemmelige visdom. Udbredelsen af denne lære, vi betegner som teosofien, var for dem noget sekundært, det primære var - og er - at skabe et åndelig kraftcentrum til værn mod den dødelige fare, der truer verden.

Vore klassiske teosofiske værker er blevet skænket os, for at vi skal kende de kilder, hvorfra vi kan hente oplysning, styrke, inspiration. Vi har så vidst ikke fået dem for, at vi skal begrave os i dem til udelukkelse af alle impulser fra omverdenen. Her ligger faren for os netop som teosoffer. Teosofien er - som vi alle burde vide - ret beset ikke lære, men liv. Teosofi er en indefra kommende åndsimpuls, der løfter os ind i guddommens skjulte værksted, hvor vi bliver tildelt en bestemt opgave, der er vor og ingen andens.

Stagnation er den store fare, som truer dem, der slumrer ind i bevidstheden om at have fundet sandheden. Vor devise ”Der er ingen religion højere end sandheden” kræver af os, at vi stiller os i sandhedens tjeneste, ikke kun i lære-sandhedernes. Sandheden er en dynamisk kraft, virksom i alle lande og under alle himmelstrøg. Det er sandhedens magt, der driver mennesket til at kæmpe for sandhed og retfærdighed overalt i menneskelivet.

Vejet på denne vægtskål turde det være, at Teosofisk Samfunds stiftere nok kunne ønske, at vor generations teosoffer måtte besinde sig på teosofiens grundprincipper, opgive sin selvvalgte isolation og i større udstrækning søge kontakt med menneskene også udenfor T. S. Det, vi har modtaget, skal bringes videre. Ikke nødvendigvis i form af at docere teosofi, men som en levende åndsimpuls, der skaber varme, broderskab og klarhed omkring os.

Broderskab - her ligger hovedsagen, og her er det, at T. S. har gjort en indsats siden 1875, der har vist resultater også på det fysiske plan, som vi i dag ikke evner at overskue, men som vi har ansvar for at videreføre ind i de kommende tidsaldre.