Logo

TEOSOFI: Et stærkt Tårn i en plaget Verden

Af Thea Hehr, bragt i Theosophia jan. 1948

I 1907 udtalte Annie Besant disse flammende ord: 

”Kom ind for at give, at arbejde, at blive indrulleret blandt Menneske- hedens Tjenere, der arbejder for Oprindelsen af en ædlere Kundskabens Dag, for Begyndelsen til Anerkendelsen af et åndeligt Broderskab blandt Mennesker”. 

(London foredrag).

Over fyrretyve år er der gået, siden hun stod på Queens Halls platform hin juni-aften - fyrretyve år, hvori to krige har overskyllet alle verdens kyster med deres sorte bølger, kastet alle vore nydelige sikkerheds sandslotte over ende, tilintetgjort myriader af papir-afhandlinger, druknet vore pæne fraser: ”Nationernes Forbund”, ”racernes broderskab”, ”mellem-klasse Broderskab”. Hvor vi dog benyttede hint hellige ord „Broderskab” frit, og hvor har motiverne for at hæve dets ubesmittede standard dog væ- ret jordiske. Besluttede vort ”Nationernes Broderskab” ikke at godkende fordelagtige køb og salg. Faldt vort ”racemæssige broderskab” ikke for fristelsen til at udnytte vore svagere slægtninge for vindings skyld? Har skinsyge og den anmassende følelse af overlegenhed ikke fortsat med at skille sekt fra sekt? 

Broderskab kan ikke bæres som en klædning til at tage på og af efter forgodtbefindende; heller ikke kan politisk veltalenhed gennemgløde det lig en pludselig ild til at tjene selviske formål. De er kun efterligninger af det ”åndelige broderskab”, hvorom Annie Besant talte. Hvor skal vi finde virkeligheden? For finde den må vi, at ikke hadets frygtelige hær skal dømme vor verden til at blive en død klode, der hvirvler om i rummet. 

Vi skal finde den hvor som helst, mennesker har sluttet sig sammen i tole- rance og frihed og i uselvisk hengivenhed for menneskenes vel, hvor som helst åbne sind og ivrige hjerter kommer sammen, hvor som helst ”de små selv” er sat til side for det fælles gode, hvor som helst der er en alvorlig søgen efter Tidsaldrenes Visdom. Er dette ikke Det teosofiske Samfunds platform? ”Ja”, siger måske nogle, ”jeg var engang medlem, men der var nogle i Logen, jeg fandt usympatiske, så jeg trak mig tilbage”. Ærlig talt, har De nogensinde fundet en gruppe, hvori alle var lige behagelige el- ler ”sympatiske”? Disse kolliderende toner er anslået af personlighedens lavere vehikel; de repræsenterer ikke den pågældende virkelige Person. Har vi råd til at miste vor chance til at komme til at arbejde for universelt broderskab på grund af sådan en lumpen selvisk årsag? Som en af de Store skrev:”Vend altid blikket bort fra din nabos ufuldkommenheder, og saml hellere din opmærksomhed om dine egne mangler”. (Breve fra Visdommens Mestre, 2. serie) 

Andre er påvirket af beretninger om splid og skandaler, som formodes at have fundet sted i tidligere tid. Til sådanne kan det siges: ”Hvor megen tid har De anvendt til omhyggeli undersøgelse af disse beretningers sandhed? Og, selv om de var sande, kan De da pege på en eneste kirke eller anden organisation, i hvis beretninger, der ikke findes fejltagelser. Er vor snublen så betydningsfuld, hvis vi stadig rejser os og vandrer videre mod det sluttelige mål? 

Atter andre er blevet såret på deres stolthed, eller der er blevet trådt på de- res ”følelser”. De mener. at deres anstrengelser i Logen ikke bliver værd- sat, så de forlader den ligesom fornærmede børn. Sådanne mennesker burde læse den passage i ”Old Diary Leaves”, 2 serie, hvori oberst Olcott fortæller om den bitre fortræd, der blev tilføjet ham ved et spydigt brev skrevet af Madame Blavatsky.

”Blandt alle mine oplevelser indenfor be- vægelsen er der intet, der har påvirket mig så dybt som dette. Det gjorde mig fortvivlet, og i fireogtyve timer var jeg på nippet til at gå ned til stran- den og drukne mig i havet. Men da jeg spurgte mig selv, hvad det var, jeg arbejdede for, om det var for menneskers eller H. P. B.'s eller nogen anden levende persons taknemmelighed, drev al fortvivlelse bort fra mit sind og er aldrig senere vendt tilbage. Følelsen af den overvejende forpligtelse til at gøre min pligt ved at tjene Mestrene med at gennemføre deres ophøjede planer uden tak, upåskønnet, misforstået, bagvasket - det er uden Betyd- ning - meddeltes mig lig glimtet af et stærkt lys, og der blev fred”

I disse enkle og fine ord har vi selve Teosofiens essens - et sikkert lys til at føre os gennem personlighedens storme - et stærkt tårn, som hæver sig over de urolige vande, der omhvirvler vor jord.